Ingegerd Danielsen

Forfatter

Ingegerd Danielsen

Jeg er født 1946 og opvokset i Silkeborg i et miljø og en tid hvor der herskede stor optimisme, kulturelt og samfundsmæssigt.  Kulturen var ikke elitær. Den var for alle. I det mindste var det den opfattelse, der herskede i min verden, i familie og omgangskreds, hvor biblioteket spillede en vigtig rolle, litteratur var noget man læste og talte om, aviser noget, man fulgte med i, politik noget, man engagerede sig i, billeder noget man malede, digte noget man skrev, og musik noget man spillede. Selv.

Det fik betydning for mit valg af studium.

Som kunsthistoriker prøvede jeg mange forskellige jobs: Ved Aarhus Universitet, som redaktionel medarbejder på et kulturhistorisk tidsskrift, som anmelder, museumskonsulent, oversætter m.m..

Man kunne måske sige, at mit skønlitterære forfatterskab som en naturlig ting voksede ud af arbejdet med tekster og tekstformidling, men sådan forholder det sig egentlig ikke. I virkeligheden var det en nødvendighed: Mit forhold til litteraturen kan bedst beskrives som en slags afhængighed, der har fulgt mig, lige siden jeg lærte at læse.

Jeg måtte selv finde ud af, hvad det er for en proces. Hvornår begynder en tekst at leve? Hvad er det, der sker, når de sorte tegn på det hvide papir pludselig gør sig fri af papiret? Får et åndedrag. En puls?

Det har jeg så aldrig fundet ud af. Jeg ved bare, når det sker.

LyseNat_100Udarbejdelsen af min forrige roman, Den lyse nat, fik mig til at indse, hvor meget naturen betød i min opvækst. I Silkeborg var den alle vegne. Den krøb ind i baghaverne, i skolegården, i ens bevidsthed. Den havde det hele, søer, vandløb, dybe skove, høje bakker med navne, der endte på –bjerg, som vi asede op på for at yde den sin tribut.

I Tyresø i den svenske skærgård mødte jeg en lignende natur, i en egn, som den svenske kunstner prins Eugen fangede i sine lærreder. Den havde den samme magi, den samme talende tavshed.

En af personerne er Olle, en lidt tilbagestående ung mand med talebesvær, men en ren virtuos på harmonika. Han har været ude og spille til dans, går hjem i den tidlige morgen – eller den sene nat, det kommer lidt ud på et i midsommertiden – da han ser noget inde i vandfaldet. Længe efter bliver han siddende.

”Han stirrer stadig ind i det. Ser hende for sig. Undrer sig over det, der kan skjule sig under ens klæder og først bliver synligt, når man klæder sig af. Hvilket menneske man er. Hvordan man er. Det er ligesom i Biblen. Noget, der bliver åbenbaret. ”Og se: Mätta klædte sig af, og under klæderne viste der sig et under.”

Men der er også noget andet. Det er, som om det første syn, det første indtryk, ikke lader sig affærdige. Når man ikke ved, hvad man ser, er man åben for allehånde. Det var hans første tanke, da han fik øje på skikkelsen i vandfaldet.:

”Det er for mig, han viser sig. Fordi jeg er spillemanden”. Det var det, der for igennem ham, da han løftede hovedet og så op. Han troede, det var nøkken, der viste sig for ham. Han hørte ganske vist ikke musik, kun vandfaldets brusen, men det fløj igennem hans hoved, at det var dette øjeblik, han havde gået og ventet på, drømt om i så mange år. At de skulle indgå et forbund, han og nøkken.

Sådan så hun ud. Uvirkelig. Frygtindgydende.

Hun var lysende hvid og glat med muskler, der spillede i vandstrålerne og glimtede i solen. Skuldrene var lige og stærke; strålerne landede hårdt på dem og lavede deres eget lille vandfald ned fra dem. Ryggen var lang og ned over den lå snoningen af lyst hår, der samlede vandet og fik det til at løbe i en lille bæk ned over hendes lænd, videre ned i kløften mellem hendes baller. Kun for mig, hviskede han for sig selv. Nikkede uden at vide hvorfor.”

lillewienervalsLille Wienervals, der udkom 1999, udsprang af min læsning af Alma Mahlers bog ”Mein Leben”. Hun var bl.a. gift med komponisten Gustav Mahler. Hun befandt sig lige midt det spændende kunstneriske miljø, der prægede Wien omkring 1900 og var fast besluttet på at få det bedste ud af det. Det fik hun, med mange omkostninger. Hun endte sine dage i New York som en slags relikt fra en svunden tid, med øgenavne som ”geni-tanten”, ”enke efter fire kunstarter” og andre artigheder, og en uvenlig eftertid har givet hende et temmelig ramponeret eftermæle.

Det kan naturligvis ikke være hele sandheden om et menneske, der overlevede to verdenskrige, oplevede tre af sine børn dø og måtte flygte fra nazisterne til U.S.A. med sin jødiske mand. Min roman er muligvis heller ikke hele sandheden, men den er et forsøg på en mere nuanceret skildring af en kvinde, der var et offer, både for egne passioner ogambitioner, og omverdenens fordømmelse og bedreviden.

christiane.aspxMin første roman, Frøken Christiane og parringsvalget, fra 1996, var et resultat af mit anstrengte forhold til Karen Blixens novelle, Ib og Adelaide. Jeg kunne ikke lide den, og jeg kunne ikke slippe den. Hvad ville der ske, hvis man satte de to hovedpersoner ind i en reel, historisk ramme, med industriel revolution, adelens dødskramper, klassekamp, politisk uro? Strippede Ib for hans heroisme, Adelaide for hendes aristokratiske uflyttelighed? Det var udgangspunktet. Hvad der videre skete, da teksten begyndte at skrive sig selv, det er så en anden

Reklamer